jeppe kabell

I en artikel på politiken.dk, stilles spørgsmålet:

“I dag vedtager Folketinget Lissabontraktaten uden folkelig debat og mediebevågenhed. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?”

Og så bliver der ellers leveret citater fra professorer oa., som primært mener, at det er politikernes skyld; De nedtoner simpelthen debatten. Uhadada.

Og det er jo helt korrekt, at det sker. Men er det ikke bare en lille smule ironisk, at hele artiklen slutter af med et citat fra en V-politiker, som påpeger, at pressen ikke dækker EU-stof? Uden det så bliver yderligere kommenteret.

Kære presse, hvis I levede en lille smule op til jeres egen selvopfattelse som seriøs samfundsaktør, så kunne I sagtens have sat meget mere fokus på den danske vedtagelse, fundet masser af kritiske ryster, rejst en dagsorden.

Der er hver dag masser af EU-sager af ganske vidtrækkende karakter, som uden nogen som helst folkelig bevågenhed automatisk vedtages i Folketinget - sidst jeg tjekkede, kommer 60% al dansk lovgivning direkte fra EU. Der er masser af politikere i Europa-parlamentet, som hungrer efter mulighed for at udtale sig, diskutere og inddrage danskerne i debatten.

Men der er tilsyneladende ikke drama nok i det. Der er ikke nok at forarges over. Der er ikke nogen gode billeder. Det er ikke underholdende.

Bare endnu et godt argument for, at pressen trænger godt og grundigt til at genopfinde sig selv - begynde at fokusere på indhold, substans og en ansvarlig rolle, fremfor gode historier. Og uden tvivl også en kæmpe opgradering af journalisternes uddannelse, så de rent faktisk selv er i stand til at forstå EU-stoffet. Det bliver jo som regel ikke til andet end forargelses-journalistik over flytten-frem-og-tilbage, og så historierne om danske folkeafstemninger. Hvad med at diskutere substans? Værdier? Indholdet af EU.

Gøre danskerne opmærksomme på, at EU faktisk er en demokratisk institution, som de har mulighed for at have indflydelse på, at vi er på vej mod et meget vidtrækkende samarbejde, at vi er en del af en kæmpe sammenslutning, med en masse positive facetter, men naturligvis også problematiske side. Det er jo drønhamrende vigtigt!

Nu er det længe siden, jeg har åbnet en dansk papiravis - men bliver EU-stof ikke stadig placeret under “Udland”?

Nogen der ved, hvor mange danske journalister, der er i Bruxelles?

Se bare her, hvor Joachim har lavet en visuel guide til, hvordan man afmelder mrkab.com, og her, hvor afmeldingen kan ses i fuld aktion.

Next up: Bilstreamers.

Som Joachim rigtigt nok gør mig opmærksom på, har jeg i de sidste dages afstemningsvirak helt glemt at oplyse mine læsere om, hvordan man slipper for indhold fra undertegnede.

Heldigvis har Forbrugerrådet taget højde for mrkab.com’s enorme gennemslagskraft, og har produceret følgende badge, som man bare kan smække på sin blog, e-mailklient, RSS-reader, mobiltelefon og postkasse - eller med fordel på ryggen af sin laptop.

Men husk: jeg må stadig spamme din fysiske postkasse så meget jeg vil.

Er pt. ved at afslutte forberedelserne til en papirversion af mrkab.com (inkl. autogenereret indhold - sorry folks), som vil blive omdelt til ca. 500.000 husstande i Danmark. Interesserede annoncørere kan bare kontakte mig.

Med andre ord: I SLIPPER ALDRIG FOR MIG - muhahahahaha!

Det er mig en ære hermed at kunne præsentere mrkab.com’s splinternye RSS-feeds.

(Hvis du ikke ved hvad RSS er, så tjek min artikel om det).

Hvis man kun vil abonnere på mrkab.com (denne blog), er feedet som altid http://mrkab.com/feed. Eksisterende abonnenter skal altså ikke ændre noget.

Hvis man vil abonnere på mine daglige del.icio.us-posts, som nu hører til på mrkab.com/links, så er feedadressen mrkab.com/links/feed.

Hvis man vil abonnere på en daglig opsummering af mine mikroblogposts fra Twitter, Jaiku og Facebook, som nu hører til på mrkab.com/mikroblog, så er feedadressen mrkab.com/mikroblog/feed.

Men nu kommer det smarte.

Ønsker man at abonnere på mrkab.com OG mikrobloggen, så er feedet at finde på feedblendr.com/blends/26453.rss.

Ønsker man at abonnere på mrkab.com OG del.icio.us-links, så er feedadressen http://feedblendr.com/blends/26455.rss.

Ønsker man at abonnere på mrkab.com OG mikrobloggen OG del.icio.us-links, så er adressen http://feedblendr.com/blends/26456.rss.

I et yderst usædvanligt træk bøjede mrkab.com sig tidligere i dag efter flere dages hårdt pres for folkemængdens krav om fjernelsen af autogenereret indhold på bloggen. Jeppe Kabell bliver fra flere sider anklaget for svindel og truer med at træde tilbage.

Selvom en afstemning på Jeppe Kabells blog mrkab.com i følge flere anonyme kilder har været præget af korruption, valgsvindel og kammerateri, er det ikke lykkedes for teamet bag bloggen at holde afstemningsresultatet skjult for offentligheden. Flertallet af deltagerne i afstemningen ønsker både mikrobloggen og del.icio.us-linksne fjernet.

Det tavse flertal er dog ikke meget for at ytre sig offentligt - i følge en anonym deltager af frygt for represalier fra Jeppe Kabell. Modsat har støtterne til det autogenererede indhold ikke noget problem med at stå frem.

- Hverken den ene eller den anden slags poster generer mig, og jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle være der. Men som som Obi-Wan siger: “You must do what you feel is right, of course”, skriver Rasmus i en kommentar til afstemningen.

Afstemningen om mikrobloggen endte med at 74% af deltagerne stemte for en afskaffelse. Folket kunne dog se en vis form for værdi i del.icio.us-linksne, bare ikke som daglige posts. 65% stemte nemlig for, at linksne fremover skal leveres i en ugentlig link-post.

Lars takkede nej til mikrobloggen, men ja tak til daglige del.icio.us-posts:

- Dine del.icio.us-postings får jeg ikke altid fuldt med i (selvom jeg har dem på rss), så de er meget gode at have på mrkab.com også.

Der var dog også enkelte, som udtrykte udbredt skuffelse over udsigten til afskaffelsen af autoindholdet.

- Mere kompleksitet er bedre end mindre kompleksitet, var Trine-Marias kommentar, - Selvom jeg ser ud til at være i totalt mindretal her.

Selv afviser Jeppe Kabell alle rygter om svindel i forbindelse med afstemningen.

- mrkab.com har en lang tradition for demokrati og brugerinddragelse, så jeg afviser alle beskyldninger om svindel. Jeg har heller ikke truet nogen, skriver Jeppe Kabell i en pressemeddelelse, og har ellers ikke flere kommentarer til selve valgresultatet.

I en telefonsamtale siger han dog, at det er en trist dag for autogenereret indhold og at han ikke kan garantere for, om han kan bære nederlaget, og at han overvejer at træde tilbage som blogger. Jeppe Kabell ville ikke uddybe udtalelsen.

Flere politiskere kommentatorer tvivler dog på, at der er vægt bag ordene, og betegner udtalelsen som “ren spin”, og ser det som et udtryk for, at Jeppe Kabell er presset.

I en rundringning til mrkab.coms læsere er der udbredt tilfredshed med, at Jeppe Kabell har valgt at anvende afstemningsformen til at bestemme fremtiden for bloggens indhold.

- Jeg synes der burde være mange flere afstemninger - bare ikke hver dag, udtaler Jesper.

Jeppe Kabell har på en mail til Ritzau oplyst, at han ikke tror det bliver tilfældet, da han generelt set ser brugerinddragelse som “luftkasteller opstillet af selvbestaltede web2.0-guruer”.

Ingen af de analytikere, som redaktionen var i kontakt med, havde lyst til at kommentere på denne udtalelse.

Efter at Jesper har luftet sine overvejelser om at indstille sine twitter- og del.icio.us-posts ovre på webmercial.dk, er mrkab.com røget ind i en eksistentiel krise om hvorvidt, denne type posts er et + eller - for foretagnet.

Derfor, kære læsere, har jeg tænkt mig at spørge jer om, hvad I synes, og vil nogenlunde lade jer diktere de to daglige autoposts fremtid her på bloggen. Værs’go og stem!

(RSS-læsere, I skal måske klikke herind på selve bloggen for at se afstemningen.)

Husk at det er to forskellige afstemninger :)

Andre kommentarer til autogenereret indhold modtages med kyshånd.

Og det er altså dem, der står til venstre, som var i mod :)

Optog også lidt video af demonstrationen, omend i ret ringe kvalitet.

Bare et par hurtige tanker, efter at Jakob Elkjær, redaktør på de danske journalisters fagblad Journalisten, sammen med en række andre mediefolk har været ude og gøre sig pinlig.

Har ikke meget tid, så jeg vælger en dejlig ikke-journalistisk tilgangsvinkel, og prøver at fremføre et argument i punktform, som giver rigtig god mening, men måske kræver at modtageren er i lidt mere end Jes-Dorph-on-the-television-hygge-nygge-og-slå-hjernen-fra-humør.

Der har heller ikke været tid til at kigge på stavefejl. Heldigvis behøves det hele her på mrkab.com ikke være så plankpoleret og Jes Dorph/Go’Morgen Danmark/TV2Nyhederne-voiceover-fløde-sukker-sødt. Here we go:

Først: Hvad er medier og demokrati?

- De store nyhedsmedier dækker generelt indhold af “almen interesse” for den brede befolkning. De sætter altså dagsordenen for politiske og samfundsrelaterede debatter i det offentlig rum, hvad der skal fokuseres på og diskuteres fra dag til dag.

- Den eneste grund til, at det lykkes at skabe brede, sammenhængende diskussioner, er at der hersker en nogenlunde konsensus blandt journalisterne og redaktørerne om, hvad der til dels er vigtigt, men naturligvis – og nok mestendels – hvad der sælger aviser. En 7-15 medier har nærmest monopol på denne styrende funktion, og citatartikler/ritzautelegrammer sikrer også denne brede, nogenlunde homogene nyhedsformidling på tværs af medierne.

- Nyheder tjener som information, der har en nytteværdi for brugerne. En stor del af nyhederne (skal vi anslå 80-90%?) har ingen værdi for den gennemsnitlige borger, andet end underholdningsværdi. You know, tidsfordriv i bussen, afslapning på sofaen etc. (Test: Hvor mange nyheder fra forrige uge kan du huske i dag? Hvor meget af dit liv har du spildt på at konsumere nyheder, som du ikke kan huske, ikke har taget stilling til, ikke kan bruge til noget som helst?)

- Kort og godt: Nyheder er dagsordensættende og underholdning. Og er med til at vi som borgere kan bevare illusionen om, at vi er ”deltagere i vores demokrati”, hvilket naturligvis er lidt af en fis i en hornlygte. Vores deltagelse består mestendels i at vi som 1/4.000.000 af den stemmeberettigede befolkning hvert 4 år kan vælge mellem 10-12 forskellige rubrikker at sætte et kryds i, resten af tiden er vi passive konsumenter af information, der en enkelt gang i mellem omhandler relevante og vigtige emner, men ellers som regel mere kører på sensation og fuldstændigt ligegyldige detaljer set i den store sammenhæng (tænk Jeppe Kofod, og hey – er der nogen der kan huske Lommemanden, Dr. Klam!? Men også bare nyheder af mere teknisk og nørdet karakter uden drama)

Hvad sker der i den medievirkelighed nettet har skabt?

Godt så. Det er nogenlunde det, der definerer, hvad det hele handler om, når vi leger medier og demokrati.

Hvad sker der så, når 100.000 blogs pludselig hopper ind på banen i Danmark? Har de små, nye internetmedier (blogs, youtube-kanaler etc) overtaget de traditionelle mediers rolle som dagsordensættere og underholdningsleverandører?

- Nej. Og lidt ja.

- Nej fordi, der ikke er tale om ”at overtage”. De store nyhedsmedier er der jo i endnu. Men ja, fordi de ”små” nyhedsmedier vitterligt går ind og gør det samme, som de store medier hele tiden har gjort – bare i mindre målestok.

- Hvorfor? Fordi et medies samfundsmæssige dagsordensættende ”magt” jo udelukkende handler om antallet af modtagere i kommunikationen, og modtagerens opmærksomhed på afsendermediet. Hvis mrkab.com havde 500.000 daglige læsere, så vil jeg sgu også være bredt dagsordensættende, så det battede.

- Nu, hvor jeg ikke er det, hvad er jeg så? Jeg er smalt dagsordensættende! Læserne af min blog, læser hvad jeg skriver. Nogle kommenterer. Der bliver diskuteret. Jeg sætter en dagsorden, og folk kan tage stilling til det privat eller offentligt.

- Gutti. Gang så mrkab.com med 100.000, og du har lige pludselig en kæmpe stor gruppe, som samlet set har en kæmpe dagsordensættende funktion, men den er bare smal og begrænset til en masse mindre kredse. Enkelte danske blogs har rigtig mange læsere, men alt i alt er der rigtig mange blogs, som har forholdsvis få læsere.

- Dette, mine damer og herre, er jo det de fleste af os vel efterhånden kender som ”the long tail”.

- Forskellen er bare, at det ikke er en fælles dagsorden, der diskuteres.

- En nyhed er en nyhed. Uanset om det er at min kusine skal giftes, eller om Iran har smidt en atom-bombe. Nyheder er nyheder er nyheder.

Et par interessante pointer

Ovenstående er baggrunden, hvorpå følgende pointer er interessante.

- De store nyhedsmedier er interessante og anvendte, fordi de er tilgængelige. Ikke fordi de er gode og relevante (selvom de såmænd sagtens kan være det). Tilgængeligheden er det, der sikrer de store nyhedsmediers popularitet. Det dalende oplagstal skyldes højst sandsynligt ikke, at folk er blevet mindre interesserede i omverden som sådan, men at de i lavere og lavere grad benytter læste nyheder som underholdning.

- Den dagsorden, de store medier sætter, er mere eller mindre trukket ned over hovedet på folk og er ofte meget lidt relevante for dem selv, og deres hverdag. Som Bourdieu vist nok siger: Journalister har det med at forundres over det almindelige, og overse det interessante. Der er der selvfølgelig en grund til: Folk vil have drama, ulykker og spænding, simpelthen fordi de først og fremmest er interesserede i, at kunne relatere til det som mennesker (altså i kategorien underholdning), frem for som intellektuel tilegning og politisk stillingtagen. Dette gælder også personer, som eller anser sig selv som “samfundsbevidste borgere” etc.

- Næsten alt, hvad journalister og journalistiske idealer tænker om sig selv i demokratisk sammenhæng, hænger altså meget lidt sammen med virkeligheden og den måde nyhederne anvendes på.

- Uanset hvor mange nyheder fra store nyhedsmedier, man konsumere, er det en illusion hvis man tror, at man er opdateret på verden. Man er allerhøjst sat ind i, hvad verden lige nu fokuserer på, hvad der er på dagsordenen. Forståelsen af emnerne er til gengæld meget langt væk.

- En nyhed er en nyhed. Færdig. Når jeg uploader et billede på Facebook, jep, så udgiver jeg nyhedsstof. Hvis jeg fortæller min mor over telefonen, at jeg har fået en fodvorte, formidler jeg en nyhed. Jeg er et medie i mig selv.

Og så til Jakob Elkjærs leder

Lad os se på, hvorfor Jakob Elkjær tager fejl i sine betragtninger, og hvorfor det er uhyggeligt at en redaktør på en branches fagblad kan få det hele så meget galt i halsen:

- Når Jakob Elkjær skriver, at websider med ikke-journalist-skabt materiale ikke ”genererer nyheder”, hvad mener han så? For det er jo åbenlyst løgn. Jeg har fået masser af nyheder igennem Facebook, igennem weblogs, igennem Twitter og via e-mail, hvor der ingen såkaldte ”professionelle formidlere” har været inde over. En vigtig pointe er altså, at nyheder altid er nyheder, hvis der er en gruppe modtagere for hvem, informationen er ny og relevant.

- Jakob Elkjær arbejder med et enormt snævert syn på, hvad et medie er, og hvad nyheder er, ligesom han anser hans branches funktion som meget vigtig – efter min mening meget vigtigere, end den egentlig er.

- Journalister har altid været afhængig af ”brugerinddragelse” for at skrive historie, forstået på den måde, at ingen historier bliver til uden information fra andre end journalisten. Medier har brug for kilder, for et netværk, for anonyme tips og for folk, der vil udtale sig. At sige at ikke-journalisters indhold på nettet dermed ikke kan genererer ”nyheder” (i Elkjærs egen forstand) er noget være fis.

Det som Elkjær nok egentlig prøver på at sige, det er, at borgerne, brugerne ikke har overtaget den brede dagsordensættende funktion endnu. Og måske aldrig kommer til det.

Og det har han jo måske lidt ret i. Elkjærs afsky mod privatbillederne af kattekillingen og de indholdsløse blogs ændrer bare ikke det faktum, at denne type indhold staidig er nyheder. Elkjær ser bare ikke indholdet som interessant i et bredt samfundsmæssigt perspektiv.

Pointen, Elkjær, er jo netop, at denne type indhold aldrig vil blive bredt og dagordensættende i hele samfundet. Men det betyder altså ikke, at indholdet ikke er nyheder. Og det betyder bestemt ikke, at det ikke er muligt.

Borgerne har overtaget noget af journalisternes rolle

Og vi er først lige begyndt. Aldrig nogensinde har ikke-journalister produceret og skrevet så mange nyheder, som også bliver læst af andre mennesker. Forskellen er bare, at forholdet mellem modtager/aflæser ikke er 1:100.000, men snarere 1:100 (på Facebook) eller 1:20 (på blogs).

Hvorved borgerne også stille og roligt er begyndt at ændre medievaner, simpelthen fordi, at folk hellere vil læse relevante og brugbare nyheder fra sin omgangskreds på Facebook, end de vil læse en ligegyldig historie i en avis. Facebook kan nemlig noget, som store nyhedsmedier sjældent kan: 1) levere nyheder, 2) underholde 3) og give brugeren høj nytteværdi i sin hverdag. (Hey, det er sgu da både en nyhed, underholdende og værdifuldt for mig at vide igennem Facebook, at folk er blevet kærester eller er gået fra hinanden, har skiftet job eller havde en fed fødselsdagsfest etc.)

Det er på tide at de store nyhedsmedier og journalisterne begynder at indse nogle simple facts:

- hvis et nyhedsmedie er heldigt, så er det måske 10% af de nyheder, der produceres, som har reel informationsværdi for den gennemsnitlige læser. 90% bliver konsumeret som underholdning.

- Ergo: Journalistik er en underholdningsbranche, der samtidig er med til at oprette en form for “sense of unity” i samfundet og et billede af os som deltagere i et demokrati.

- Små medier på nettet, som YouTube-kanaler, blogs etc. kan levere indhold, som har nytteværdi for læseren. Både fordi læseren kan selekterer og snævre ind på små fokusområder, men også fordi at brugergenereret indhold typisk præsenteres i en kontekst, hvor man kan opnå social kontakt. Informationen bliver dermed også anvendeligt og praktisk, fordi nyhedens funktion ikke er at underholde eller informere, men at forbinde mennesker i samtale.

Kom nu igang: Definer jeres nye rolle som bærer af en fælles dagsorden

Jeg skrev i starten, at dette bestemt ikke blev særlig struktureret. Men jeg skal også lige have den her ud. Spørgsmålet er, hvor går det galt i tænkningen?

- det gør det, når store nyhedsmedier anser brugerinddragelse for gratis information, som de så kan smække annoncer på. Brugerinddragelse kommer ikke foreløbig til at redde jeres økonomiske røv, og hvis I ikke holder op med at tænke sådan på det, kommer vi aldrig nogen steder.

- Faktisk er hovedproblemet, at man overhovedet tænker i baner som “brugerinddragelse”. Det er ikke det, det handler om. Det hele skal ikke centraliseres, og gamle medier skal ikke - i journalistisk/demokratisk forstand forsåes - omstiller sig til “en ny medievirkelighed”. De skal tilgængæld indse, at en stor del af deres funktion som “ligegyldig underholdning og tidsfordriv” lige nu er kraftigt truet, fordi alle mennesker nu er i stand til at levere relevant, interesant og brugbar information til hinanden.

Løsningen? Den er sgu svær! Personligt tror jeg ikke på, at markedet på nogen måde kan bære den nuværende mængde af nyheder. Slet ikke. Facebook svømmede på få måneder ind over Danmark, og ændrede lynhurtigt rigtig mange danskeres virkelighed. Mange tilsvarende services vil i løbet af de kommende år gøre det samme. Og her er hovedproblemet, i øvrigt! De store nyhedsmedier, d. 4. statsmagt, er slet ikke så demokratisk forankret, som vi så gerne vil gøre det til. Næh, de er enormt trængte forretninger, som lige nu har mere travlt med at overleve som virksomhed, end som at tjene demokratiet og samfundet.

For mig at se, er det en god ting, hvis en masse medier stille og roligt må dreje nøglen om. For der er slet ikke brug for så mange.

Men start med at kigge på jeres egen funktion, genopfind jer selv. Men gør det ikke alene. Start i stedet en helt ny debat om, hvad et samfund er, hvad et demokrati er, og hvad jeres rolle er i det. For der er stadig brug for den brede dagsorden, de vigtige emner, som embedsmænd og EU-regulering ikke kan tage sig af. Fokuser på værdier i samfundet, og genopfind for alt i verden jeres nyhedsformidling og revurder alle jeres journalistiske metoder.

Gør op med jer selv, om I vil levere underholdning og nyheder, eller om I hellere vil være bærere af en demokratisk, fælles diskussion, der kan holde sammen på samfundet i en medievirkelighed, der bliver mere og mere fragmenteret.

Borgerne er journalister. Borgerjournalistik er en realitet, fra fodvorten til breaking news. Sådan har det altid været, med mund-til-øre metoden. Nettet og de forskellige services, har bare effektiviseret denne kommunikation kollosalt.

Pointen, som I nok bare ikke ønsker at indse er: Det foregår ikke hos jer, men alle andre steder. Hvis I kiggede jer lidt omkring, og prøvede at forstå, hvor grundlæggende forandringen i vores måde at modtage nyheder på egentlig er, ville I måske kunne holde op med at halse bagefter, og i stedet definerer jeres egen nye rolle i den virkelighed, som allerede er her.

Der er mere at læse hos Lars K. Jensen, Kim Elmose, Mads Kristensen og Overskrifts Underskrift.

En æra er slut, uden nogen for alvor opdagede det.

Men inden vi når til det, skal vi så ikke lige opsummere, hvad vi kan i dag med en mobiltelefon. Vi kan:

- publicere tekst (blogging, twitter)
- publicere billeder (flickr)
- publicere lyd (mp3 til blip.tv, på den halvbesværlige, men funktionelle måde)
- publicere video (blip.tv)
- og vi kan broadcaste video - live! (comvu.com, qik.com)

Og vi kan gøre det for næsten ingen penge. Der er intet, store massemedier kan, som jeg ikke også kan gøre. It’s over. Den digitale udgivelsessocialisme har nået sit mål. Der er allerhøjst lidt æstetik tilbage.

Med det mobile podcast sluttede revolutionen. Det sprængte lydmuren, så at sige (høhø, lidt for clever, men kan ikke lade være):

Præcis hvornår skete det? Da det første highspeed 3-data flatrate-abonnement til mobiltelefoner blev introduceret til privatpersoner.

Nettet og weblogs gjorde os i stand til det meste, men vi manglede indtil for nyligt stadig det sidste element: Hastigheden, live-meldingerne, live-billederne, live-videoen etc. Med mobil flatrate er selv de gamle massemediers monopol på dækning af live-begivenheder brudt.

Jeg købte min Nokia N95 8GB i sidste uge. For sølle 1999 kr + et oprettelsesgebyr på 200 kr med det lidet kendte abonnement “X-series“.

X-series er noget af det bedste, der er sket i meget lang tid, fordi det indeholder ubegrænset forbrug på mobilt bredbånd med op til 7,2 mbit/sek hastighed. I teorien, selvfølgelig - jeg har været oppe at ramme omkring de 5 mbit/sek, og som regel ligger hastigheden mellem 1,5 og 3 mbit/sek. Men det er sådan set underordnet, for jeg kan altså nu downloade og uploade ubegrænsede mængder af megabytes, uden det koster mig en eneste krone udover mit sædvanlige abonnement, som er på sølle 400 kr. Det er eddermanme en forskel i forhold til de fleste andre udbyderes helt, helt proportionsløse pris på 10 kr per megabyte.

Budgetet i dagens Danmark for at oprette sin egen mobile

- avis
- radiostation
- og tv-kanal

er dermed sølle 7000 kr det første år, hvorefter prisen falder til 4800 kr om året. Og vi snakker altså tekst, der er af lige så dejlig kvalitet som tekst altid har været det, billeder på 5 megapixel, lyd i CD-kvalitet og video i nær-DVD-kvalitet.

Overvej lige ovenstående et kort sekund, og hold så vejret. Var der nogen, der for tre år siden troede, at det ville gå så stærkt?

Hvis det sker, vil det ske nu

Jeg vil gerne gentage min påstand: Revolutionen, der startede da Blogger.com opstod i 1999, er slut. Fra nu af kan der kun tilføjes ekstra hastighed, højere opløsning etc. Vi har ramt lydmuren. Hvis teknologi skal ændre noget, sådan for alvor i vores samfund - ala skabe bedre demokratier, mere oplysning, bedre nyheder - i stedet for bare at være et konstant voksende marked proportionelt med vores overforbrug - så skal det ske nu.

Det kræver for mig at se to ting. Eller, i hvert fald den ene af to ting.

1) at de gamle medier holder op med at anskue privat og nem publicering som værktøjer, der skal redde deres økonomiske røv, og så i stedet begynder at se på det som værktøjer, der kan højne og sikre den journalistiske kvalitet

2) at de private bloggere kommer på banen og organiserer sig. Kæmper for nogle rettigheder - f.eks. pressekort til bloggere. Adgang til Statsministerens Pressemøde. Eller endnu bedre: Som kræver, at “traditionelle massemedier” ikke får særbehandling i samfundet. Organisering i nogle foreninger, der sørger for kvalitet og troværdighed på medlemsblogsne og et ansigt udadtil. Som opretholder nogle kvalitetskrav igennem troværdighedssystemer ala e-mærket. En forening som samler indholdet sammen i et organisk, ikke-kommercielt online-miljø. Et foretagende, der sikrer anderkendelse, der sikrer troværdighed og indflydelse på dagsordenen, så at Bush giver et interview til blogger-klanen, når han er i landet, og så at Anders Foghs spindoktorer tænker “Shit, en blogger har skrevet dét og dét” (f.eks. det åbenlyst tåbelige i, at vi åbenbart ikke “har råd” til en Irak-undersøgelse, men sagtens kan bruge samme mængde ressourcer på en Blekingegadebande-undersøgelse og andre græmme ting, som pressen i sin nuværende form kan have særdeles vanskeligt ved at gribe fat i).

Akke ja, akke ja. Der er et stykke vej endnu på den front. Men nu hvor den første revolution er slut, er det vel også ved at være på tide, at vi tager fat på den anden.

Senest var det Blogprisen 2007, der med stor success løb af stablen. Nu er en tilsvarende pris blevet skudt i luften, men denne gang handler det om podcasts. Eller rettere, podcastere. For som Karin Høgh fra Podblog, der er initiativtager til Podcasterprisen, skriver:

“Bemærk, at det er en podcasterpris, ikke en pris for den bedste podcast. Du kan nominere den eller de podcastere, du synes laver en god podcast. Du kan altså ikke nominere “De Sorte Spejdere”, “TV2-Nyhederne”, eller “Vejrudsigten fra DMI”. Prisen er tænkt som en anerkendelse af de podcastere, som producerer de bedste lyd- eller videopodcasts.”

Alle kan være med til at nominere podcasts frem til 12. maj. Så why not hoppe over på podcasterprisen.dk og nominere din favoritpodcaster med det samme?

Okidoky. Here we go. Hvorfor er det vildt, at det endelig virker? Fordi der - mig bekendt, og jeg har ledt længe og grundigt og siden 14. maj 2007 - ingen tjenester findes, som

1. man kan tilsende end mp3 til via e-mail
2. hvorefter mp3-filen bliver hostet
3. og pakket fint ind i RSS
4. og evt. pushet videre til en blog

Det er meget underligt, da der findes en del tjenester der gør dette fremragende for både tekst, billeder og video. Men altså ikke lyd.

Næste grund er, at de fleste mobiltelefoner optager lyd i nogle elendige formater. Som f.eks. .amr. Man skal altså helst have en mobil, der kan optage i mp3, men mig bekendt er der ingen telefoner, som gør det out-of-the-box.

Blip.tv er vist pt. den bedste gratistjeneste til videoblogging, som findes derude lige nu. Den har en dejlig mobil upload-funktion, hvor man kan sende videoer, man snupper på farten, til en personlig e-mailadresse, hvorefter blip.tv sørger for at konvertere videon til flash og en række andre formater. Blip.tv kan alt det med RSS. Og den kan automatisk pushe videoen videre til en blog.

Det underlige er, at blip.tv. faktisk også sagtens kan hoste mp3-filer. Man kan altså køre hele sit lydpodcast hos blip.tv, med gratis hosting og flash-player og det hele. Det underlige er bare, at den mobile upload-funktion ikke virker, når man sender en mp3 til blip.tv! Spørg mig ikke hvorfor, men mp3′erne dukker simpelthen aldrig op, heller ikke selvom videoer sendt 2 minutter efter når frem.

Sådan klarer vi skærerne

Det kan vi heldigvis gøre noget ved.

Min Nokia N95 8GB kan out-of-the-box kun optage i .wav-format. .wav lyder skidegodt, men det fylder alt, alt for meget, hvis man optager meget mere end 2-3 minutter. Desværre har jeg ikke kunnet finde noget gratis program, der kan konvertere eller optage direkte ind i mp3. Men jeg fandt ALON MP3 Dictaphone for S60 3rd Edition. Det er et smukt lille program, som faktisk er imponerende avanceret. Største fordel er, at man kan optage direkte ind i mp3, og derfor ikke skal bruge tid på at konvertere fra .wav til mp3 i processen. Nitten: Det koster $30. Men man kan prøve programmet gratis i 14 dage.

Det var første step.

Næste step er straks meget mere uelegant. Og det kan kun lade sig gøre hvis ens mobilbrowser understøtter JavaScript og Ajax og andre irriterende ord i den stil.

Uploaden foregår nemlig nu ikke ved en eller anden smart e-mailfunktion, men ved at man bevæger sig ind på sit blip.tv dashboard og navigere sig frem til uploadsiden. Her udfylder man diverse felter med titel og information, og uploader ellers filen, som man ville have gjort det på sin hjemmecomputer. Hvis man bookmarker uploadsiden er det faktisk ikke så besværligt igen.

Når filen er uploadet er der så kun ét step tilbage: At navigere mobilbrowseren ind på den nyligt uploadede mp3’s side. Ude til højre lokalisere man de to store gule knapper, hvor der står “Share” i den ene, og “Email” i den anden. Hvis man nu klikker på “Email” får man en dropdown-menu, hvor man kan vælge Cross-posting. Så klikker man på “Go”. Og nu popper der så en lille tekstboks frem, hvor man kan redigere overskrift og vedhæftet tekst etc, inden man klikker ud for den blog eller tjeneste, som man vil pushe mp3′en til. Man skal dog have sat disse tjenester op før dette i sit dashboard under Distribution -> External blogs. Nu er der så ikke meget andet tilbage at gøre, end at trykke på “Post this to your blog” - få minutter efter ligger mp3′en klar på din blog, både med en flashplayer til afspilning på selve bloggen, men også med link direkte til mp3′en, så diverse podcastingprogrammer automatisk kan hive filerne ned.

That’s it.

Men jeg har skrevet til blip.tv’s support og spurgt hvorfor hunden mine kære små mp3′er ikke dukker up, når jeg sender dem via e-mail. De ville alt andet lige være noget lettere, end den besværelige browsernavigering og klikken og trykken. Nu må vi se, om de svarer.

Click to Play

Update: Det er tilsyneladende svært at stave på en mobiltelefon. Men det virkede! Opskriften kommer senere. Det er af diverse årsager pissehamrende besværligt at få til at virke - selvom jeg har tjekket et hav af andre tjenester ud. Bare det at få mobilen til at optage i mp3 koster jo en lille bondegård. Meget mærkeligt, når nu det er så nemt med video. Og især fordi at lydformatet i langt højere grad egner sig til “on-the-go”-optagelse end video.

Min projektgruppes rapport “Irak-løgnen og den manipulerede dagsorden” kan nu downloades til fri gennemlæsning. Hele vores konklusion er gengivet nedenunder.

Den korte udgave er, at danske medier og den generelle befolkning er en omgang sløve klaphatte, som ikke interesserer sig for andet end nyheder med høj underholdningsværdi og lav kompleksitet.

Dette forstår politikerne naturligvis at udnytte til fulde - og lige præcis i tilfældet Irak, kan skylden for den manglende samfundsbevidsthed ikke bare skydes på regeringen, men i høj grad også på oppositionen, som ikke har haft mod nok til at rejse debatten om de store etiske problemstillinger.

Ingen af parterne har altså i forhold til befolkningen ført værdipolitik - Irak har på den danske front (ligesom den internationale) været ren spin fra alle kanter, hvorfor den vigtige samfundsdebat om det etiske og juridiske grundlag stort set er udeblevet.

Den store diskussion er så, hvorvidt det er befolkningens ansvar (den stemmer på politikerne og køber medierne), eller om det er medierne og politikernes ansvar (de præsenterer danskerne for den information, som befolkningen bruger til at tage stilling til samfundsmæssige spørgsmål).

Hvis du er journalist eller politiker vil dit syn på dette spørgsmål sige ganske meget, om hvem du er, og hvilket værdigrundlag du arbejder ud fra.

Her kommer konklusionen i sin helhed:

USA indledte den 23. marts 2003 sammen med sine koalitionspartnere, herunder Danmark, en angrebskrig mod Irak, hvis formål var at afvæbne Saddam Hussein og indføre demokrati i landet. Forud for krigen foregik en stor international debat, hvor fortalere for krigen fremførte sikre efterretninger om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og var en trussel mod den internationale sikkerhed, ligesom der i FN blev fremlagt flere resolutioner, der skulle godkende en FN-ledet indsats mod landet. FN’s Sikkerhedsråd forkastede disse forslag, men koalitionsparterne valgte alligevel at gå ind i Irak. Efterfølgende har efterretningerne om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben vist sig at være forkerte, ligesom det er kommet frem, at blandt andet det danske efterretningsvæsen ikke vurderede, at Irak udgjorde nogen trussel for verdenssamfundet.

Den danske befolkning har i store perioder støttet op om Irak-krigen, men de danske tropper blev i august 2007 hentet hjem på et tidspunkt, hvor meningsmålinger viste, at et flertal af den danske befolkning var imod en fortsat dansk tilstedeværelse i Irak. Der er fremkommet rapporter og en række ekspertudsagn om, at medierne ikke har formået at rejse en debat omkring grundlaget for krigen.

Set i lyset af, at krigen var ulovlig i henhold til FN, og at det kun var den anden gang Danmark deltog i en krig uden et FN-mandat, er det relevant at se på befolkningens reaktion i forhold til Irak-krigen. Med baggrund i Habermas’s teori om borgerlig offentlighed, der beskriver, at borgerne kun har mulighed for at forholde sig til emner, som medierne og samfundets elite sætter på dagsordenen, har vi derfor fundet det interessant at undersøge følgende problemformulering:

Hvordan har eliten og mediernes offentlige håndtering af Irak-krigen påvirket den danske befolknings holdning til krigens problemstillinger?

Vi kan konkludere følgende:

Medierne og eliten har generelt ikke sat diskussionen om Irak-krigens grundlag højt på dagsordenen, hvilket for den danske befolkning har betydet, at de haft ringe mulighed for at tage stilling til og fokusere på dette område. Medierne har i høj grad fokuseret på de konkrete krigshandlinger og selve sikkerhedssituationen i Irak og har derfor primært præsenteret danskerne for holdninger omkring taktik og strategi frem for en større refleksion omkring selve den danske deltagelse i krigen og grundlaget herfor. Medierne og minoriteter af eliten har dog forsøgt at rejse dagsordener med mere perspektiverende diskussioner, men størstedelen af eliten har ikke ønsket at deltage i denne debat. Derfor er danskerne ikke blevet præsenteret for en sådan diskussion. Når lejligheden til at skabe perspektivrige diskussioner bød sig har medierne og eliten i fællesskab fået drejet fokuset hen på personsager eller andre områder, som ikke har affødt større diskussion omkring grundlaget og en eventuel ansvarsplacering.

For at belyse problemstillingens og konklusionens kompleksitet, har vi desuden undersøgt fire underspørgsmål, og vi vil i det følgende konkludere på disse.

Hvordan kan eliten være dagsordensættende når vi har en fri presse?

Hovedsageligt prioriterers underholdningsværdi over informationsværdi, når medierne udvælger nyheder. Journalisterne er yderligere afhængige af deres kilder, der derved kan have afgørende indflydelse på de nyheder, der bringes. Journalisterne og medierne må tage hensyn til profit før prioritering af nyheder der ligger inden for befolkningens almene interesse. Journalisternes arbejdsvilkår og mediebranchens profitorienterede mekanismer gør, at eliten formår at blive dagsordensættende.

Hvad er konsekvensen af regeringens og mediernes behandling og italesættelse af Irak-krigen, i forhold til den danske befolknings mulighed for at danne sig en holdning omkring Irak-krigen?

Eliten har under Irak-krigen generelt været modvillige til at diskutere krigsgrundlaget. En lang række sager har ellers givet anledning til at tage denne diskussion, og vi må derfor konkludere, at den manglende villighed har været et bevidst valg fra majoriteten af elitens side. Da borgerne kun har mulighed for at abonnere på holdninger, som fremkommer i forbindelse med debatten omkring en given dagsorden, har den danske befolknings muligheder for at tage stilling til Irak-krigens grundlag været begrænset.

I samspil med at majoriteten af eliten har været dagsordensættende i debatten omkring Irak-krigen, har mediernes behandling af debatten yderligere været medvirkende til, at befolkningen har haft et begrænset og unuanceret genstandsfelt af holdninger at abonnere på. I og med at eliten har styret debatten, er det ikke lykkedes medierne at være dagsordensættende i en sådan grad, at en bred perspektiverende samfundsdebat har kunne udviklet sig. Medierne har været hæmmet af de overlevelseskriterier, de må tage hensyn til, som eksempelvis oplagstal og nyhedsværdi. Samtidig har medierne ikke prioriteret den perspektiverende debat i forhold til de mere underholdende sager, og derfor har mediernes prioritering i samspil med elitens personliggørelse og drejning af potentielt skadelige sager, forhindret befolkningen i at have adgang til en nuanceret forståelse af Irak-krigen.

Hvilken rolle indtager den danske befolkning i forhold til regeringen og medierne i forhold til den demokratiske proces?

Befolkningen er reduceret til at være passive konsumenter af politiske holdninger og er således afhængige af medierne og eliten, der sætter dagsordenen og bestemmer, hvilken vinkel og med hvilket fokus sager diskuteres ud fra. Befolkningen har ringe eller slet ingen muligheder for at påvirke dagsordenen, med mindre de har en sag, som medierne finder egnede til at fokusere på.

Hvad kendetegner den senmoderne dansker og hvad betyder dette for vores holdning til udenrigspolitiske situationer såsom Irak-krigen?

I en globaliseret verden kan det være vanskeligt for det senmoderne individ at overskue den enorme informationsstrøm, der er tilgængelig. Danskerne identificerer sig med de holdninger og meninger, vi vælger at abonnere på. Indenrigspolitiske sager, der berører vores hverdag, vægter vi højere end udenrigspolitiske. I det opskruede tempo, som vores hverdag udfolder sig i, er det i samspil med, at massemedierne tenderer til en underholdningsbranche, svært for den senmoderne dansker at sætte sig ind i komplicerede udenrigspolitiske sager som eksempelvis Irak-krigen. Når det endvidere - for at få et nuanceret billede - kræves, at man selv opsøger materiale uden om de let tilgængelige informationskanaler, vælger de fleste at stille sig tilfredse med den information, de får igennem medierne. Brugen af medier tager dermed karakter af forbrug, da oplysningen skal passe ind i en målrationel konsumerkultur. I forhold til Irak-krigen betyder det, at den senmoderne dansker qua sin målrationelle handlingsorientering ikke prioriterer generel indsigt og forståelse højt i sin hverdag, med mindre det har direkte relation til deres livsverdens genstandsfelt.